Trailer og premieredato: Ny programserie om Nicki Pedersen og hans farvestrålende familie

18 januar 2023

Den 9. februar blænder Kanal 5 og discovery+ op for den nye programserie ’Team Pedersen’. I serien følger vi den tidligere verdensmester og nyudnævnte landstræner i speedway, Nicki Pedersen, og hans karismatiske og usædvanlige familie. Se traileren, der giver indblik i, hvad der venter, når familien slår dørene op for offentligheden.

I ’Team Pedersen’ får vi et eksklusivt indblik i den nyudnævnte landstræner i speedways fascinerende og vilde familie, der lever et liv i overhalingsbanen og med fart på som de færreste. Familien består af den kompromisløse og bramfrie speedwaykører, Nicki Pedersen, hans kæreste Natascha Öhlin og deres tre sammenbragte børn. Foruden at være kæreste, mor og Nickis manager, ejer Natasha også en bodega med sin egen mor i Nivå, mens familien har deres primære base i en moderne luksusvilla i Middelfart.

Programmet byder på alt fra underholdende og sjove scener fra familiens eksklusive og spontane hverdag, men også personlige historier om livet i en sammenbragt familie på godt og ondt. Serien giver et interessant og ærligt indblik familiens dagligdag og Nickis kamp for at komme tilbage ovenpå et alvorligt styrt i 2021.

- Det har været et vanvittigt år. Da vi startede med at optage, havde vi på ingen måde regnet med, at det skulle ende, som det gjorde. Tæppet blev trukket fuldstændig væk under mig fra det ene øjeblik til det andet. Men det har gjort, at seerne får et meget ’real’ billede af, hvem vi er – både på godt og ondt, siger Nicki Pedersen selv om serien.

’Team Pedersen’ består af 10 afsnit á 22 minutters varighed og kan ses på Kanal 5 og discovery+ fra den 9. februar.

Kontakter

Esben Elborne

Kommunikations- og PR chef