Discovery udgiver dokumentaren Metoo: Sexisme Bag Skærmen

29 november 2021

Metoo: Sexisme Bag Skærmen er et vidnesbyrd fra en arbejdsplads, hvor en række kilder har oplevet en sexistisk kultur. Ud over de medvirkende, der står frem med navn, bygger dokumentaren på samtaler med en lang række kilder til baggrund.

Sexisme er et væsentligt og aktuelt emne, der præger samfundsdebatten. Derfor er det relevant at fokusere på at bidrage til den debat med en grundig skildring af, hvordan sexistisk kultur konkret er blevet oplevet på en arbejdsplads. De oplevelser er et udtryk for en aktuel problemstilling i samfundet, der er relevant til enhver tid. Og særlig vigtig i den debat, som #metoo-bølgen har igangsat.

​​Sexisme handler ikke om hverken sex, flirt eller almindelige tilnærmelser. Sexisme handler om magt og om ubalance i magtrelationen. De seneste år har vist os, at der er et behov for at sætte fokus på sexistisk kultur på rigtig mange arbejdspladser og i rigtig mange brancher. Ikke kun i mediebranchen.

Hvis vi skal bidrage til en debat på et oplyst grundlag fremadrettet, så kræver det, at beretninger og vidnesbyrd kommer frem i lyset, så vi kan lære af dem. Derfor bringer Discovery en dokumentar, som vi mener, er solid, vigtig og velunderbygget.


Programdirektør på Discovery Networks, Pil Gundelach Brandstrup udtaler:

- Hvis vi som samfund vil gøre os forhåbninger om en reel og oplyst debat, så forudsætter det, at nogen – som her – tør stille sig frem og sige højt, hvad de har oplevet, hvad de anså for grænseoverskridende adfærd, og hvilken hjælp de havde brug for – på det tidspunkt. MeToo: Sexisme Bag Skærmen handler netop om at sætte fokus på sexistisk kultur og italesætte ledelsens ansvar for en tryg arbejdsplads for alle.

Vi håber, at dokumentaren vil bidrage med perspektiv og oplysning, der er særligt vigtig i den debat, som MeToo-bølgen i disse år medfører. Vi synes, det her er en vigtig historie. Både for dem, der kommer til orde, og for samfundet som helhed.


Fakta om MeToo: Sexisme Bag Skærmen:

  • Alle tre afsnit kan streames via discovery+.

  • Dokumentaren er produceret af Impact TV.

  • Dagbladet Information har deltaget i dele af researchen.

  • Dokumentaren er blevet til med støtte fra Public Service Puljen (DFI).

  • Programmet vises senere på DK4.

Kontakter

Esben Elborne

Kommunikations- og PR chef