Hovedmistænkt stedfar i Danmarks ‘Maddie-sag’ konfronteres for første gang i ny Discovery-dokumentar

4 januar 2022

For 40 år siden forsvandt fire-årige Heidi på mystisk fra sit hjem i Kolding. Sagen er sidenhen af efterforskere og medier omtalt som Danmarks Madeleine McCann-sag. Stedfaderen, der var sigtet i sagen, konfronteres for første gang nogensinde, da han taler med sin søn, Brian.

Hvordan kan en fireårig pige forsvinde fra jordens overflade? Det er et af de spørgsmål, som den nye dokumentar ‘De Glemte Piger’ på discovery+ forsøger at komme nærmere.

Programmet fokuserer på to ældre sager, der aldrig er blevet opklaret. Den ene omhandler fire-årige Heidi, der forsvandt i 1979. Hendes mor og stedfar var hovedmistænkte i sagen - og særligt stedfaderen forsøgte medierne forgæves at få i tale. Stedfaderen har siden Heidis forsvinden været under politiets lup, og Discovery er med, når sønnen Brian for første gang står ansigt til ansigt med sin far og konfronterer ham med, hvad der skete med Heidi.

- I serien får vi adgang til helt nyt materiale og kilder, der ikke tidligere er stået frem. Serien er med til at sætte spørgsmålstegn ved de hidtidige konklusioner, der er draget i sagerne og kan bringe os tættere på sandheden om, hvad der skete med de to piger, siger Tine Røgind Qvist, Executive Producer hos Discovery.

Året inden Heidis forsvinden ramte tragedien en familie Lyngby, da 13-årige Line forsvandt på vej hjem fra blokfløjteundervisning. Tre uger senere blev hun fundet dræbt i Lynettehavnen. Lines forsvinden blev ligesom Heidis heller aldrig opklaret.

Sagerne må ikke blive glemt

Den seks afsnit lange dokumentarserie består af en række førstehåndsberetninger fra både politibetjente, efterforskere fra Rejseholdet, journalister, anklager samt fremstående vidner. Museumsleder hos Politimuseet, Frederik Strand, er også med til folde sagerne ud.

- Med ’De Glemte Piger’ markerer vi endnu engang vores stærke position inden for true crime. Samtidig mener vi, det er vigtigt at belyse og bidrage til sager som Heidis og Lines, så de aldrig bliver glemt, siger Pil Gundelach Brandstrup, programdirektør hos Discovery.

Dokumentarserien ’De Glemte Piger’ består af seks afsnit, hvor tre er tilgængelige på discovery+ nu. Serien kommer også senere på Kanal 5.

Kontakter

Esben Elborne

Kommunikations- og PR chef