POLITIJAGT 30

Politijagt er tilbage med sæson nr. 30!

Vlado og Kasper fra Midt- og Vestsjællands Politi er tilbage i den 30. sæson af ’Politijagt’, hvor de tager sig af alt fra sprit- og narkobilister til toilettrængende fartsyndere.

I premiereafsnittet holder Kasper og måler fart, da en vanvidsbilist kommer blæsende forbi og Vlado standser en mand, der kører ræs på en parkeringsplads. Der er i det hele taget nok at tage fat på for færdselsbetjentene, for der er mange, der kører ALT for stærkt, bruger håndholdt mobil, mens de kører eller foretager farlige og ulovlige overhalinger på motorvejen. I de sene nattetimer har betjentene fokus på biltræffet Striben, når der kommer meldinger om gaderæs over radioen. Vlado og Kasper stopper også en del bilentusiaster, som har været lidt for kreative med udsmykningen af deres biler.

I sæson 30 af ’Politijagt’ møder vi også Martin, som arbejder i Københavns Nærpoliti. Martin patruljerer på cykel i Nordvest-kvarteret, hvor der er udfordringer med bandekriminalitet, og i Tingbjerg må Martin sætte efter en knallert og en motorcykel, der kører for stærkt i et boligområde. Med sit store lokalkendskab ved Martin ofte, hvor han skal lede, og hvem han skal have en snak med for at begrænse hashhandel i området. Og Martin og kollegaerne har også fokus på sikkerhed på cykelstierne, hvor alt for mange københavnere bruger deres mobil, mens de cykler, og det kan lynhurtigt få alvorlige konsekvenser, hvis man er uopmærksom i den travle og tætte storbytrafik.

Vi følger også danske Fie, som bor og arbejder i Loudoun County i Virginia. Med sine 27 år i politiet er det erfarne Fie, som kollegaerne sætter deres lid til, når farlige og ophidsede personer skal tales til ro. På hendes vagter møder hun alt fra voldsomme husspektakler til uroligheder i nattelivet. På sin nattevagt må Fie sætte fuld udrykning på, da der meldes om et alvorligt knivstikkeri ved den mexicanske restaurant Los Amigos.

I udkanten af byen Sterling har en hundelufter gjort et uhyggeligt fund ved en lille å midt i en skov og da Fie kommer frem, ser hun straks, at det er resterne af en mennesketorso, der ligger i vandkanten. Et stort arbejde starter for politiet, efterforskerne og de tekniske specialister i forhold til at sikre og indsamle beviser og finde ud af, hvad der er sket.

I sæsonen rejser Vlado også til Florida under Daytona Bike Week for at køre på patrulje med sine amerikanske politikollegaer. Betjentene skal være ekstra på vagt, for motorcykeltræffet tiltrækker også de kriminelle motorcykelbander. Ved en alvorlig motorcykelulykke bliver der brug for Vlado, og i de eksotiske omgivelser skal der også indfanges undslupne køer. Og så skal Vlado på alligatorjagt, før han igen er hjemme i patruljebilen på de sjællandske veje.

Finn fra Nordsjællands Politi er på patrulje på vandet. Der er høje bøder til dem, der ikke overholder trafiksepareringen, som er lavet for at undgå kollision med de store færger i Øresund, og til dem, der fisker ulovligt i forbudszonen. Og da der meldes Mayday over radioen, fordi en 5-årig dreng er forsvundet ved Bellevue Strand, sætter alle kursen for at hjælpe med eftersøgningen.

I Midt- og Vestsjælland har politiet fået ny båd til de maritime kontroller og her sejler Flemming og kollegaerne ud for at tjekke både og vandscootere, og det får konsekvenser, når flere bådførere har set stort på sikkerheden ombord.

Format: Dansk reportageserie fra 2024

Premieredato: Onsdag d. 7. februar

Produktionsselskab: Nordisk Film TV

Kontakter

Esben Elborne

Kommunikations- og PR chef