JAGET VILDT 5

'Jaget vildt' er tilbage med sæson 5!

Forbered dig på høj puls, paranoia og neglebideri! For nu lyder startskuddet til den ultimative jagt, når otte kendte danskere tager på deres livs flugt fra et toptunet hold af professionelle efterforskere.

I denne femte sæson af ’Jaget vildt - kendte på flugt’ består de fire flugtpar af tv-værterne Sofie Linde og Mikkel Kryger, komiker Heino Hansen og hans hustru Cecilia Hansen, ejendomsmægler Lars Elbæk og designer Rasmus Larsson samt skuespillerne Andreas Jessen og Johannes Lassen. I 10 dage skifter de deres normale liv ud med en tilværelse som eftersøgte, hvor de må gøre deres ypperste for at undgå, at efterforskerne kommer på sporet af dem.

Der venter de otte kendte en nådesløs start, når flugten for første gang i programmets historie skydes i gang fra en isoleret ø i Øresund.

Denne kritiske fase er dog bare en forsmag på, hvad de kommende 10 dage byder på. Panik og uforudsigelig bliver hverdagskost, og flugtparrene tvinges til konstant at tænke hurtigt.

“Jeg tror, at alle på et tidspunkt har leget med tanken om, hvad ville man gøre, hvis man havnede i en situation, hvor man var nødt til at flygte alene eller med sin familie. Nu får vi lov til faktisk at teste det af, og det bliver spændende!”, lyder det fra Sofie Linde i første episode af programserien.

I hælene på de kendte flugtpar er nogle af landets dygtigste efterforskere. De skyr ingen midler i jagten på de fire par, så de kører land og rige rundt, laver afhøringer, sætter klodser på biler og holder et vågent øje med de kendtes elektroniske devices og hævekort. Samtidig bruger de erfarne IT-efterforskere de nyeste teknologiske værktøjer til at kortlægge spor og sociale forbindelser i håbet om at forudsige de kendtes næste træk.

Alle snedige planer skal i brug, hvis det skal lykkes parrene at gå under radaren. Men troen på egne flugtevner er i top.

“Jeg tror, efterforskerne undervurderer os helt vildt, fordi vi er skuespillere. Vi er vant til, at når vi skal på arbejde, er der nogen, der kommer og henter os, siger hvor vi skal hen, klæder os på, maler os i hovedet og kører os hjem igen. Jeg tror, de har en idé om, at vi ikke kan finde ud af det her. Men dér tager de fejl,” siger Andreas Jessen, som er både ven og kollega med sin flugtmakker, Johannes Lassen.

Hvor nogen tager på flugt på første klasse, med alt hvad det indebærer af luksusbiler, lækre hoteller og forplejning i særklasse, pakker andre den store rygsæk og begiver sig ud i landet til fods.

Hvis parrene er udspekulerede nok til at undslippe efterforskerne i alle 10 dage, venter der en nervepirrende afgørende flugt ud af landet. Men hvor, hvornår og hvordan det kommer til at foregå, ved de intet om før til aller sidst. Hvem formår at holde hovedet koldt, når efterforskerne strammer nettet? Hvem laver de vildeste feberredninger? Og hvem snubler og efterlader afgørende spor?

Format:
Dansk underholdningsprogram fra 2024

Premiere på Kanal 5 og MAX: Tirsdag d. 21. maj

Produktionsselskab: Metronome

Kontakter

Esben Elborne

Kommunikations- og PR chef