Populært tv-program fejrer sæson 30

26 januar 2024

 

Hele Danmarks yndlingsbetjent, Vlado, er tilbage i den 30. sæson af Politijagt. Som altid sørger han og kollegerne for, at de danske veje er sikre, og at alle kommer godt hjem 

Færdselsbetjent Vlado Lentz har på alle måder vundet danskernes hjerter med sin fair fremtoning på skærmen i Kanal 5’s populære program ”Politijagt”. Faktisk i en sådan grad, at man på nettet kan købe klistermærker, som man kan sætte bag på sin bil, hvor der står: ”Jeg stopper kun for Vlado”.  

Om det er hæsblæsende jagt på vanvidsbilister, spritbilister eller mennesker med ondt i livet, der blot skal have et kærligt ord med på vejen, så kan seerne ikke få nok af Vlado. Med den kommende helt nye sæson rammer Politijagt 30 sæsoner med blå blink, fart og spænding. 

”Det er fantastisk, at vi nu er nået til sæson 30, og at danskerne stadig synes, at det er spændende at følge mine kolleger og jeg i vores politiarbejde på vejene. Jeg vil gerne møde trafikanterne i øjenhøjde. På den måde tror jeg, at jeg kan påvirke dem, så vi alle kan komme sikkert frem”, siger Vlado Lentz om programmets succes. 

Og netop succesen for Politijagt er ikke til at tage fejl af. Det er nemlig yderst sjældent at et dansk tv-program når at runde 30 sæsoner. 

”Politijagt er efter 15 år på skærmen stadig blandt Kanal 5’s allermest populære programmer og har nærmest opnået kultstatus blandt danskere i alle aldre. Jeg er meget stolt over, at Vlado og de øvrige medvirkende i Politijagt nu kan skrive sig ind i den eksklusive klub af programserier, der runder 30 sæsoner”, siger Kristian Porsgaard Rosasco, Content Director, Warner Bros. Discovery, Danmark. 

Format: Dansk reportageserie fra 2024  

Premiere på Kanal 5 og discovery+: onsdag d. 7. februar  

Produktionsselskab: Nordisk Film TV 

Kontakter

Esben Elborne

Kommunikations- og PR chef